At leve med døden - 4 foredrag

 

Hyltebjerg og Aalholm kirker fortsætter i den kommende sæson vores samarbejde om at præsentere en række vedkommende og interessante foredrag. 

 

Vi har tilrettelagt en ny serie på 4 foredrag i 2023 og 2024 med fokus på ”At leve med døden”
– et livsvilkår vi alle er underlagt.

Hvordan vi lever med døden, og hvilke erfaringer det enkelte menneske har, er naturligvis forskelligt. Vi har derfor inviteret 4 forfattere og kulturpersonligheder, som har dét tilfælles, at de gennem deres arbejde eller personlige erfaringer har beskæftiget sig med emnet.

Der er gratis adgang til de 4 foredrag.

Aktiv dødshjælp eller aktiv hjælp til døende
- hvordan hjælper vi bedst?

Torsdag den 14. september 2023 kl. 19-21
Hyltebjerg Kirkes lokaler · Højskoleforeningen Damstien 25 · Vanløse

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er et af de mest komplekse etiske spørgsmål, der ofte fremkalder en skyttegravskrig mellem tilhængere og modstandere. Men hvad er op og ned i debatten og hvad fortæller den nyeste viden? 

Foredraget sigter mod at præsentere et bedre grundlag for en frugtbar debat om aktiv dødshjælp. 

Jacob Birkler har skrevet en lang række bøger om etik, filosofi og videnskabsteori, bl.a. etik inden for sundhedsvæsenet.

Hvordan man har en usynlig søn
- kunsten at leve med sine døde resten af livet

Onsdag den 8. november 2023 kl. 19-21
Aalholm Kirke · Bramslykkevej 18a · 2500 Valby

Journalist og tidligere vært i Danmarks Radio P1, Esben Kjær, tager i aftenens foredrag udgangspunkt i sin personlige erfaring med tabet af sin 7-årige søn til kræften – en erfaring, Esben Kjær har beskrevet i bøgerne ”Min usynlige søn” og ”Døden – en overlevelsesguide”.  

Esben Kjærs egen historie er fortællemotoren. Men samtalerne med andre og de mange generelle erfaringer og erkendelser, de fører til, løfter historien op på et alment niveau med relevans for alle, der har mistet eller kommer til det – altså os alle sammen.

På en måde skal vi dø

Onsdag den 7. februar 2024 kl. 19-21
Aalholm Kirke · Bramslykkevej 18a · 2500 Valby

Hospitalspræst ved Rigshospitalet Lotte Blicher Mørk tager fat på et af de store spørgsmål om døden: Hvordan skal vi herfra? 

For de fleste er det en angstprovokerende tanke, fordi døden er så fremmedartet og ukendt. Mange taler om døden som vor tids store tabu, fordi den konfronterer os med den ultimative magtesløshed. Døden er et vilkår, vi alle lever under, så hvilke tanker og overvejelser gør man sig, når døden er tæt på?  

Foredraget tager afsæt i bogen “På en måde skal vi dø” samt Lotte Mørks sjælesørgeriske praksis. I samtalen efter foredraget vil der bl.a. også blive fokuseret på abort, dødfødte børn og ritualer.

Om døden 

Onsdag den 10. april 2024 kl. 19-21
Hyltebjerg Kirkes lokaler · Højskoleforeningen Damstien 25 · Vanløse  

Retsmediciner Jørgen Lange Thomsen fortæller om de mange aspekter af døden, som en retsmediciner oplever. Som medlem af Amnesty Internationals lægegruppe har Jørgen Lange Thomsen rejst i store dele af verden for at deltage i arbejdet med at undersøge og dokumentere tortur og andre overtrædelser af menneskerettighederne. 

Han gør i aftenens foredrag rede for mulighederne for at tro på en Gud efter de talrige og meningsløse dødsfald, han har set. 

Er alle retsmedicinere mon gudløse ateister? Hvordan håndteres døds­angst? Foredraget illustreres med eksempler fra virkeligheden.